Kollektion: Kupler og ruiner

Kupler og ruiner
Udstilling
16. november – 21. december 2024
Fernisering 15. nov. kl. 17-19

Fernisering 15. nov. kl. 17-19

Palle Nielsen

Afsky og vellyst er tæt sammenvævet i Palle Nielsens værk. Med en sanselig glæde og en kærlighed til tegningen som kommunikationsmiddel fremstår og fremtræder værk efter værk som vidne, fortælling og verdensvendt iagttagelse. Gennem et langt liv fastholdt han med alvor den virkelighed han på en gang var deltager i og medskaber af. Palle Nielsen gik i sine tegninger og grafiske blade i dialog med en verden hvor krige og ødelæggelser, nihilisme og fortvivlelse, ensomhed og et brændende håb om fred og forsoning dominerede. Det var også en tid, hvor mennesket i den vestlige verden i en hidtil uhørt grad havde åbne muligheder for at skabe sig en meningsfuld tilværelse. Palle Nielsens oeuvre er dialogen med såvel en indre psykisk som en ydre kaotisk virkelighed. Det ene kan ikke tænkes uden det andet. Opvækst, oplevelser og åbenbaringer. Det hvide papir og den sorte streg. Tilblivelser og fortolkninger. Palle Nielsen var rundet af en humanistisk og eksistentiel tænkning og forståelse - og af en fremmedgjorthed. Mennesket er, som vi ser det hos Palle Nielsen, en universel størrelse og altid skildret i en fysisk relation til det omgivende rum. Byerne, kunsten og arkitekturen. Træerne, parkerne og skyerne på himlen. Eller de forfærdelige sprængninger af menneskers boliger og bombningerne af religiøse bygninger. Ruinerne. Dyngerne af affald.

 

I antologien ”Environment, Agency and Technology in Urban Life since c. 1750” kan man læse følgende: Nielsens arbejder viser os et billedligt univers, eller sprog, hvor kategorier kollapser. Vægge, membraner eller zoner der skelner by fra ikke-by er i opløsning, gror til eller simpelthen skudt i stykker. Den idylliske natur, som vi har lært at værdsætte den, synes pludselig at overvælde den urbane plads’ ordnede rum. På linje med den smadrede væg i billedet, lover grænsedragningen mellem indre og ydre ikke noget nyt, men peger nærmere på en konstant afsløring og tilsløring af ophold og beboelse i endnu fremmede ruiner (*). 

 

På udstillingen viser vi bl.a. skildringer af bygningsværker og by-prospekter, samt enkelte menneskeskikkelser, der optræder som bærere af de fortalte historier. I søgelyset på denne udstilling har vi fokuseret på kupler og ruiner, først og fremmest på grund af den kunstneriske kraft og fascination, men selvfølgelig også for de dagsaktuelle aktioner i verden omkring os. Palle Nielsen ønskede ikke at promovere eller fremprovokere en særlig historie. Han vidste, at vi hver især opfatter og forstår det vi står overfor på hver vores måde. Med det in mente byder vi velkommen til en udstilling - et særligt kig ind i et udvalg af en af vores største danske billedkunstneres tegnede og grafiske produktion af værker i det 20. århundrede.   

Mette Sterup-Hansen

 

(*) citatet fra side 2 i introduktionen er forfattet af Mikkel Thelle og Mikkel Høghøj og oversat fra engelsk af undertegnede.

Antologien er udkommet i 2024 på Forlaget Palgrave Macmillian