Kollektion: Søren Hjorth Nielsen

Det var noget af det bedste, de sidste år, Hjort Nielsen levede, at komme ind på Den Frie og se de nye store lærreder fra Tempelhuse, disse mægtige vinterlandskaber, essensen af det nordiske, hvor alt unødvendigt var frosset væk, så det nødvendige blev meget tydeligt. ... Læs mere ... Læs mere Og det nødvendige var samspillet mellem den hurtige, legende rytme i landsbyens gavle og tage og den langsomme i den vældige, hvide natur omkring.
Lignende samspil var at finde i de store landskabsraderinger, som ofte var længe undervejs, der blev slebet af og kradset om i en uendelighed, Hjort Nielsen havde aldrig hast. Man så ham med den slidte lædermappe, cigarstumpen i munden, den bløde hat og den åbentstående grå frakke skrå ned over Gammeltorv, ned mod Nytorv med Domhuset, et af hans første motiver, da han som ung kunstner kom til København fra Jylland. Han blev gammel, men aldrig i sin kunst. ekm