Bendt Ulrich Sørensen

Kollektion: Utilsigtede konsekvenser

Billeder til en bog
Utilsigtede konsekvenser
Udstilling
10. januar – 21. februar 2026
Kunstner

Vi er forbundet med vores omverden. Gennem årtusinder har filosoffer, gejstlige, videnskabsfolk og kunstnere forsøgt at nærme sig det faktum at vi er en krop i en verden før eller samtidigt med at vi er tanke og bevidsthed. Kød… ville den franske filosof Merleau-Ponty kalde det. Ofte opfattes ånden imidlertid som det fineste - det egentlige - men uenighederne omkring hvordan vi opnår erkendelse, hvordan vi ser på og forstår sammenhængen eller sammenhængene omkring os kan føres helt tilbage til antikke tænkere som Aristoteles og præ-sokraterne. Ser vi på vore dages tænkning om samfundsforhold og politik, etik, natur og økologi antager fraktioner og skoler flere retninger inden for den såkaldt øko- miljø- og klimafilosofiske tænkning. Det har også i dag ført til filosofiske diskussioner af begreber og positioner, der ser på og påpeger de katastrofale konsekvenser af det herskende vækstparadigme og udbytningen af naturen og menneskeheden, som med kolonialisme og kapitalismen historisk har ført til en enorm, men meget ulige fordelt materiel velstand.

... Læs mere

 

Billedkunstneren og filosoffen Bendt Ulrich Sørensen udgiver her i foråret syv økologisk-filosofiske essays der søger at give et kultur- og idehistorisk overblik over den udvikling som har ført frem til vor tids klimaforandringer, forureningsproblemer, og tabet af biodiversitet. Bogen er samtidigt på billedsiden en dokumentation af Bendt Ulrich Sørensens livslange billedkunstneriske virke, senest med malerier med ornamentale mønstre, planter og bogstaver. Der er også flere hjerter… og portrætter af filosoffer Serres, Næse, Jonas. Arendt, Bergson, og ikke mindst Spinoza, Selv udtaler han at der er behov for en anden forståelse af menneske - og natur forholdet som sammenvævet. Kun gennem global solidaritet, kan vi skabe en verden, hvor klodens ressourcer kommer alle til gode, både menneskene og alt andet liv på Jorden.

 

Bendt Ulrich Sørensens har tidligere udtrykt sig billedkunstnerisk gennem arbejdet ved brug af ydmyge materialer som fx. træ. Det er blevet til skulpturer og kraftfulde farvetræsnit af grænsedragningerne der skærer Europa og Nordamerika over i plus og minus områder, samt af industriel arkitektur. Men han har også vist tegninger af bådflygtninge samt immigranter i Folkets Park på Nørrebro. Om Bendt Ulrich Sørensen tegner, maler, skærer eller skriver er det med et engagement og en entusiasme. Han er inspireret af fortolkninger af tidlig græsk mytologi og romerske fortolkninger som Ovid’ s ”Metamorfoser”, der i en parafrase over Berninis barokskulptur ”Apollon og Daphni” bliver billede på ”Utilsigtede Konsekvenser”. Helt fra ungdomsårene var han dybt engageret i samfundet med hvad man kan kalde et demokratisk sindelag med blik for retfærdighed. Han var tidligt optaget af miljø-problematikken og den spirende økologiske bevægelse. Helt tilbage i 1970’erne var han medstifter af et økologisk jordbrugs kollektiv. Bendt Ulrich Sørensen er - som han siger et sted i sin nye bog - i det hele taget optaget af de utilsigtede konsekvenser af den økonomiske vækst vi i dag oplever som klimaforandringer, økologiske nedbrud på grund af forurening af miljøet og rovdrift på naturressourcer. I tråd med hans filosofi er malerierne stykket sammen af mindre formater, der er genbrug af lærreder fra undervisnings-forløb.

Mette Sterup-Hansen

 

Læs mindre
Bendt Ulrich Sørensen