Alfred Madsen

Alfred Madsen er nede i de relationer, der smager af rugbrød og margarine. Der er andre, som har hentet deres materiale dér; de har samlet stumper op, som er mærkede af sliddets delikatesse og har ført dem sammen til en helhed, der er gennemtrukket af skær poesi. Måske er det også sådan hos Alfred Madsen; bag uanseeligheden åbner hans billeder sig og er fulde af skønhed. Man ser undersiden af et skifertag, eller vi kigger sammen med ham på en port til en værkstedsbygning. Porten er blå, nederst angrebet af fugt, og de grønne alger er på vej op ad den. I midten ses et skilt, der skal betyde, at det er forbudt at parkere foran. Kunstneren har tålmodigt ledt og til sidst fundet en blomst, hvor der ellers er blomsterløst. Men betydningen ligger i, at detaljen fortæller om omgivelserne, sammenfatter dem og giver dem en egen betydning. Man ser aldrig mennesker, og alligevel giver de brugte og knaldede ting et tæt signalement af alle de mennesker, der har brugt dem. Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Information.